Fra vision til virkelighed: Masterplanen for banen tager form!
18. december 2024
Kære medlemmer af Gyttegård Golf Klub
Først og fremmest vil jeg gerne sige mange tak for et godt år fyldt med engagement, gode samtaler og værdifulde input fra jer medlemmer. Det betyder meget for os at mærke, hvordan I brænder for banen og klubben – og det er en fornøjelse at arbejde med at gøre jeres spiloplevelse endnu bedre.
Kalender året har talt – Vi har haft mere end 9 måneder på sommergreens!
Foråret var en speciel oplevelse, og det medførte få solskinsdage og rigtig meget nedbør. Men vi klarede den! Faktisk så langt, at vi igennem ‘Golfspilleren I centrum’ har scoret flere point på banens generelle stand end gennemsnitscoren på golfbanerne I Danmark vurderet over hele året. Tusinde tak.
Det betyder også, at målet for næste år er sat. Vi SKAL være endnu bedre!
Jeg modtog en rapport fra medlemsundersøgelsen i efteråret, og har siden hen arbejdet på, hvad vi kan gøre for at øge tilfredsheden blandt medlemmer og gæster, som besøger Gyttegård.
Rapporten I år havde 3 temaer, som var gennemgående.
- Udfordring omkring hul 4
- Vandproblemer på hul 1
- Spilforbud I strafområdet på hul 17
Næste step i Masterplanen for 18 huls banen er godkendt:
Markant forbedring af forgreenen på hul 4
Forgreenen på hul 4 bliver drænet, og I samme omgang udvider vi spillefladen med et større kort- og tætklippet landingsområde. Denne løsning vil ikke kun reducere vandproblemerne, men også gavne spilleglæden, hvilket også gør banen mere tilgængelig for alle niveauer.
Udvidelsen foran 4. green er både en teknisk og spilstrategisk forbedring, der vil løfte kvaliteten enormt. Det er et godt eksempel på, hvordan vi fremadrettet skal balancere banens tekniske krav med golfoplevelsen.
Nye dræn på hul 1 (Greenområde)
Området mellem den store sø og greenen på hul 1 har længe været en af de mest udfordrende sektioner på banen med tilbagevendende problemer år efter år med vandophobning. Dette har gjort området svært spilbart og krævet ekstra ressourcer til vedligeholdelse. For at afhjælpe dette på en langtidsholdbar måde igangsætter vi nu et omfattende dræningsprojekt.
Planen indebærer installation af nye dræn, der vil lede vand væk fra området mere effektivt, og et nyt hovedrør, der forbinder drænsystemet med den store sø. Dette hovedrør vil fungere som en vigtig aflastning og sikre, at regnvand hurtigt og effektivt kan transporteres væk, selv i perioder med kraftig nedbør.
Foruden at forbedre spilbarheden og banens kvalitet, vil projektet også lette det daglige arbejde for greenkeeperne, og reducere behovet for akut vedligeholdelse efter regnfulde perioder. Projektet vil også bidrage til en mere stabil og tør spilleflade, hvilket vil forbedre oplevelsen for golfspillerne, især i overgangsperioderne mellem sæsoner.
Nye dræn på hul 1 (Fairwayområde)
Fairwayen på hul 1 har gennem årene været plaget af store vandproblemer, men med en ny plan og de rette kompetencer er vi nu klar til at skabe en løsning der er kommet for at blive. Planen omfatter en sammenkobling af de 2 søer på hullet via et uofficielt å-løb, inspireret af projektet på hul 17. Dette tiltag vil effektivt afhjælpe vandproblemerne og samtidig give området et markant visuelt løft.
Søforbindelsen vil blive suppleret med en bro, der designes med inspiration fra den berømte Swilcan Bridge på St. Andrews. Denne bro vil ikke blot være funktionel, men også bidrage til hullets karakter og charme.
Ved at fjerne de gamle dræn i fairwayen kan vi også arbejde mere intensivt på at forbedre græskvaliteten og opnå en fairway i topklasse. Dermed vil projektet ikke kun afhjælpe de tekniske udfordringer, men også give hul 1 et helt nyt udtryk, og en mere attraktiv spiloplevelse for alle. Vigtigst af alt, så undgår vi vand i spilleoverfladen, og vi kan dermed gøre afstanden fra teested til fairwaystart kortere og bredere.
Dræningsprojektet er en langsigtet investering i banens funktionalitet og holdbarhed og
understøtter vores mål om at tilbyde en sæsonforlængende golfbane under de fleste forhold.
Spilforbud I strafområdet på hul 17
Å-løbet på hul 17 er oprindeligt blevet etableret med en membran, hvilket i sin tid medførte både spille- og færdselsforbud i området for at beskytte det nyanlagte projekt. I år har vi fjernet færdselsforbuddet, således man gerne måtte hente sin bold dernede, men IKKE måtte spille den fra området.
Som en del af forbedringerne til næste sæson vil de nuværende rød/grønne pæle blive erstattet med røde pæle. Dette ændrer området til et almindeligt strafområde, hvilket gør det lettere og mere intuitivt for spillerne at navigere banen og håndtere reglerne korrekt.
Denne opdatering markerer et skridt i retning af både bedre spiloplevelse og vedligeholdelse af området.
Opsummering!
Vi tager et stort skridt i den rigtige retning, og glæder os rigtig meget til at vise, hvilket potentiale Gyttegård Golf Klub rent faktisk har til rådighed.
Vi glæder os til at se jer alle på banen i den nye sæson og er sikre på, at I vil mærke forbedringerne som kun positivt.
Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår,
På vegne af greenkeeperteamet
De bedste hilsner
Christian Nicolajsen, Chefgreenkeeper
Udgivet af: Greenkeeper
Flere nyheder
Gyttegård Golf Klub




