Fællesskab og udvikling i juniorernes vintertræning

16. marts 2025

Hver onsdag hele vinteren har mellem 8 og 12 af Gyttegårds juniorer samlet sig i Lars Vegas Golf for at holde golfsvinget varmt – og fællesskabet endnu varmere. I den indendørs Trackman-simulator har især pigerne fyldt rummet med grin, heppekor og skulderklap, når et godt slag er sendt afsted.

Der bliver trænet seriøst, men altid med højt humør. Iben satte for nylig personlig rekord med et drive på 130 meter, hvilket udløste stor jubel blandt de andre spillere. Clara, der har et Trackman-handicap på 17, elsker at spille golf, men indrømmer dog, at hun foretrækker den friske luft på de rigtige fairways.

Træningen starter altid med fælles opvarmning, og frivillig træner Stefan Mørkholt har fra start haft fokus på sammenholdet. “Det er vigtigt, at de unge støtter hinanden og får en fornemmelse af, at golf ikke kun er en individuel sport, men også et fællesskab,” fortæller han. For at holde svinget skarpt har alle juniorer også faste lektier – mindst 50 prøvesving hjemme i haven hver uge. “Man skal svinge ofte for at holde gang i kroppen” understreger Stefan.

Med vintertræningen sikrer juniorerne sig ikke kun en bedre sæsonstart til foråret – de styrker også det fællesskab, der gør golf i Gyttegård til noget særligt.

 

Hold dig opdateret..

Gyttegård Nyhedsbrev