GGK´s ærespris gives til et GGK medlem der har ydet et stort stykke frivilligt arbejde i Gyttegård Golf Klub, gennem en længere periode.

Prisen overrækkes på GGK´s generalforsamling efter behov!

2019

Prisen går i år til en person som har været med i klubben gennem rigtig mange år – før dette århundrede.

Personen har altid været – og er stadig – en meget aktiv person der med stor entusiasme altid – gennem alle årene – har været parat med en hjælpende hånd i golfklubben – foruden en masse andre steder. Altid god til at se hvor der er brug for hjælp og altid parat til at give en hånd med – eller bare selv tage initiativ til at tage sig af det.

I golfklubben var vedkommende for mange år siden med i køkkenudvalget – eller køkkenholdet eller hvad det nu hed som en del af et husudvalg man havde i ”gamle dage” i ”det gamle/lille klubhus” – som vist var placeret på den nuværende 18. green – så man også dengang kunne få lidt mad og drikke før der blev indrettet cafe, køkken m.m. i de nuværende bygninger.

Greenkeeperen fik ofte hjælp af vedkommende – blandt andet når der er meget tidlig morgen skulle gøres klar og klippes greens til turneringer – ja så kunne vedkommende da lige tage med ud og hjælpe til med at rive bunkers så alt var klar og i orden til turneringen.

Lange, stive græsstrå, som greenkeeperen brokkede sig over fairwayklipperen ikke rigtig kunne tage, kunne man da så gå en tur rundt på banen og rykke over med håndkraft – det skulle da bare se ordentligt ud på Gyttegård Golfklub.

Krukkerne man tidligere havde i gården blev plantet til med blomster og passet med vanding – det skulle bare se ordentligt ud.

Bedet ned mod hul 1 bliver i dag fint vedligeholdt af andre frivillige – tidligere var det vores prismodtager, som ofte gjorde bedet fint og i orden – kunne bare ikke holde ud at se på det var uplejet, og hver gang til forårsklargøring – og efterårsklargøring er vedkommende med – og har de senere år varetaget megen ”pletmaling” foruden ved rengøringshjælp, hjælp til cafeen og hjælp mange andre steder.

Gyttegård Golfklubs ærespris 2019 går til: Britta Hansen

2018

At personen der i år modtager vores ærespris ikke har stået her før, må alene skyldes et black out fra vores side, for hvis nogen har fortjent denne hæder, så er det denne person. Jeg kan godt afsløre at det er en mand som får prisen, og en som har lavet alt muligt her i klubben. Bl.a. også været en del af begynder udvalget. Han har også været medlem i klubben i rigtig mange år.
Han har et yderst aktivt liv med golfen, og er kendt for at huske næste alle baner og næsten alle sine slag – og der har været mange. Er dejlig at gå en runde med ham, dels fordi han altid ser hvor ens bold lander, og det kan jeg i hvert fald være glad for, men også fordi han normalt er i super godt humør.
Han er også kendt for at være yderst hjælpsom med opgaver som klubben har brug for, og ikke mindst opgaver som ikke alle kan klare. I år har han bl.a. været i gang med vores nye hul 16, og givet en stor hånd her, og i 2019 har han sammen med nogle andre lovet at være med til at omdanne hul 7 til en af landes bedste træningsbaner.
Hans Beier – du har fortjent denne hæder fuldt ud. Du siger meget sjældent nej til at give en hånd med uagtet at du også i dit private liv knokler meget. Kom venligst herop og modtag en kæmpe klapsalve og en lille erkendtlighed.

2017

GGK´s ærespris gives til en der har ydet et stort stykke frivillig arbejde i Gyttegård Golf Klub gennem en længere periode.
Der har i flere år været en person som egentlig skulle have en pris – jeg tror at den pågældende har været på vores læber hvert år de sidste 4-5 år. En person som har deltaget i stort set alt og igennem en periode på ca. 14 år. Har også en tindens til at blande sig i andres opgaver, men alene i en god mening. Aktiviteten har selvfølgelig været med skiftende moment. I de sidste år har indsatsen igen igen igen været meget høj.
Personen har bl.a. været / eller er med i Begynderudvalget, R&H udvalget, Turneringsudvalget, Baneservice udvalget. Har deltaget som hjælper i mange andre situationer. En yderst aktiv golf liv.
Om personen kan man sige at han prøver at løse sine opgaver meget professionelt ved at læse sig til hvordan ting skal klares og ellers deltage i alt hvad der rører sig indenfor det felt den pågældende har sit virke i golfklubben.
Personen er godt nok pensionist, men det har han ikke forstået, så han fortsætter sit job samtidig med sit friville arbejde for Gyttegård. Må vi ikke se Hardy Sørensen her oppe. Et kæmpe tillykke fra os alle til Hardy.

2016

I denne sæson har vi i bestyrelsen valg at prisen skal uddeles igen, og årsagen er at vi har en person som helt klart har været der i mange år. Personer har været med siden ruder konge var knægt, jeg har i hvert fald fulgt en linje tilbage i næsten 20 år, og i al den tid har personen været der. Personen står ikke nødvendigvis i forreste række, men yder som om personen selv er chefen, hvilket personen i øvrigt godt kunne være. Desværre er personen lidt tilbageholden f.s.v. angår det at står forrest, ja undtagen når vi skal festes, for så holder personen sig absolut ikke tilbage. Jeg spurgte nogle af familien om hvad han huskes mest for – jae, jow det ved vi faktisk ikke, men personen er det altid, og er altid klar til at hjælpe, og det er lige netop det det drejer sig om her.
Så vidt jeg har kunnet opsnuse, så har personen været i begynderudvalget, samlet bolde, været med til efter- og forårsrengøring, ordnet cykler og ikke mindst været en meget stor del af skolegolfen, og nu ved alle at det er vores alle samens Svend Kamp. Et kæmpe tillykke til ham for hans enestående engagement i GGK.
Svend kom herop og modtag en yderst fortjen hæder for din store indsats.

2015: ikke uddelt

2014: ikke uddelt

2013: ikke uddelt

2012

Æresprisen går til en person som….er en rigtig ildsjæl.
Han har været medlem i 11 år. Han er imødekommende og venlig, og altid klar til at gøre en ekstra indsats. Han har gennem mange år udført et kæmpe arbejde, for at andre kan nyde golfspillet. Og han har en god evne til at lytte og bakke op om nye tiltag. Han organiserer turneringer, udflugter og rejser. Og han er altid i klubben tirsdag morgen.

Æresprisen går til Leo Andersen

2011

Æresprisen går til en person som
Altid smiler
Altid er venlig og imødekommende
Er respekteret af såvel unge som ældre
Er aktiv i udvalg
Springer til og hjælper når der er behov
Sætter andres behov fremfor sine egne
Er i klubben meget tidligt og meget sent
Er medvirkende til at gæster og medlemmer føler sig godt tilpas
Gør alt for at Gyttegård er et dejligt sted at komme
Æresprisen tildeles ………Lena Eklund

2010
Vi er så i den situation at vi nu her den første gang har valgt at hædre 2 personer, en af hvert køn!

Og pigerne først:

En generalforsamling er en festaften og på sådan en festaften er det også tilladt at være lidt vemodigt. Den person som jeg om øjeblik vil bede om at komme herop har en lang og glorværdig karriere som frivillig i Gyttegård bag sig. Det har hun nu valgt at tage en pause fra.
Hun har om nogen, været garant for at vore matcher gennem mere end 25 år er blevet afviklet på en både rigtig og fair måde. Hun har gennem de sidste 12 år også taget del i bestyrelsesarbejdet.

Kære Vita Udbye, vil du ikke komme herover til mig.

Udover at du taget dig tid til det førnævnte, har du også fundet tid til at tage en tørn i Baneudvalget samt og ikke mindst har du været en af hovedkræfterne bage Hedeslaget, som gennem 7 år har udviklet sig til en af de største 3 dages matcher i Danmark.

Da du for mere end 30 år siden begyndte at spille golf, lå det i kortene at du også ville tage del i det frivillige arbejde i Gyttegård, for sådan er du – fuld af energi og virkelyst. Derfor har det også været helt naturligt at du har givet en ekstra hånd, nå der f.eks. har været udskiftninger i vores cafe. Da har du baret været parat til at gøre en forskel.

Så kære Vita – det er en stor glæde at give dig GGK´s ærespris

—-

Og så over til vores anden modtager af GGK´s ærespris.

Det er også en smule vemodigt at overrække prisen til denne person, for han har nemlig også bedt om en pause fra en lang og glorværdig karriere i ikke bare Gyttegård Golf Klub men også Golfdanmark har haft stor glæde af hans indsats og ekspertice…
Her i pinsen takkede han så af! Så Peter Jessen, vil du ikke komme her op
Du var en af de mange lokale ildsjæle, der var involveret, da Gyttegård Golfklub så dagens lys for efterhånden 32 år siden og du har taget og da grunden til det fantastiske elitearbejde i Gyttegård blev lagt, var du en af dem der gik forrest. Du tog efterfølgende lederskabet af vores stærke eliteturnering, den som nu hedder Hovborg Kro Open og den har du styret og udviklet med kærlig hånd gennem de seneste 18 år.

Du har valgt at stoppe mens legen er god og golfsporten har rigtig meget at takke dig for og jeg vil her nævne bare lidt af dit virkeområde:

Hon. sekretær i en lang årrække i Gyttegård Golf Klub
Baneudvalgsmedlem i Gyttegård Golf Klub
Divisionsholdleder gennem mange år i Gyttegård Golf Klub
Regel og Handicapudvalgsmedlem i GGK
Breddeudvalget i Danmarks Idræts Forbund, udpeget af DGU
Holdleder indenfor DGU´s juniorarbejde

Dertil skal lægges en lang række andre tillidsposter, så kære Peter, også dig er det en stor glæde at give dig GGK´s ærespris

Klubmesterskab 2021Nye titler på spil for ALLE, uanset handicap

Som noget helt NYT afvikles der også et 18huls klubmesterskaber opdelt i 4 rækker efter handicap - række A, B, C ,D og junior. Klubmesterskab 2021 bliver hermed det første mesterskab hvor ALLE uanset handicap kan blive klubmester - SES VI?