Alle elitehold spiller på hjemmebane lørdag 17/6
15. juni 2023
I weekenden brænder vi banen af i Gyttegård😊
Alle Gyttegård Golf Klubs elitehold skal nemlig i aktion på hjemmebane lørdag
Tee-tider
08:00 1. Div Damer imod Aabenraa / Singler starter ca. 13:00
08:20 Elitediv Herrer imod Silkeborg / Singler starter ca. 13:40
09:00 3. Div Herrer imod Kaj Lykke
10:00 2. Div ungdom imod Kolding
10:40 3. Div Senior imod Haderslev
Herrer elitedivisionshold tager imod Silkeborg/Ry. Matchen starter kl. 8.20 på Gyttegård og Nicolai Højgaard har meldt sin ankomst til matchen. Der er vigtige point på højkant mod et stærkt Silkeborghold som også har for vane at stille op til matcherne med meget dygtige spillere.
Vinder vi over Silkeborg overhaler vi Silkeborg/Ry i puljen men vinder Silkeborg/Ry over os stikker de lidt fra Gyttegård i tabellen. Det er gratis at komme ud og se matchen og med banens stand vil man helt sikkert komme til at se mange, meget lange slag og god golf.
Søndag spiller holdet mod Odder på udebane. Odder har fået en kanon start på deres første sæson i elitedivisionen men Gyttegård vil gøre hvad de kan for at få revanche fra nederlaget mod Odder d. 6. maj og for at skabe sig selv et godt udgangspunkt til den sidste divisionsweekend senere på året.
Damerne i 1. division fik en meget flot start på sæsonen med 3 ud af 4 point hentet på udebane i den første weekend. Denne weekend spiller damerne 2 hjemmekampe mod hhv. Aabenraa og Vejle. Der er meget på spil for damerne da to sejre vil give dem en god mulighed for at spille med om et oprykningsspil. Begge modstanderhold ser ud til at stille med en meget stærk opstilling, så der skal kæmpes om pointene.
Både lørdag og søndag slår damerne på hjemmebanen ud fra første tee kl. 8.00.
Herrer 2. hold vandt i første divisionsweekend deres 2 matcher og fik dermed 4 point. Det samme gjorde Kaj Lykke (fra Bramming) og dermed er der dømt topbrag på hjemmebane lørdag hvor netop Kaj Lykke gæster Gyttegård. Matchen starter kl. 9.00 og afvikles over 18 huller. Søndag spiller holdet på udebane i Varde.
Juniorholdet spiller lørdag hjemme med start kl. 10.00 og søndag drager de unge talenter til Breinholtgård ved Esbjerg.
Seniorholdet er det sidste hold der begynder deres match på hjemmebanen lørdag. De slår ud kl. 10.40 og de skarpe seniorspillere møder Haderslev der lige som Gyttegård har hentet 2 point den første weekend. Søndag spillerholdet ude mod Sønderjyllands Golfklub (Aabenraa).
Programmet i Danmarksturneringen betyder altså at der lørdag er en helt unik mulighed for at komme ud og se noget verdensklassegolf på Gyttegårds golfanlæg. Billund kommune er lige nu, som landets øvrige kommuner, ramt af den manglende nedbør. Dette betyder at man ikke må ryge på banen af hensyn til brandfare. Spillerne vil dog gøre deres for at vores modstandere brænder sammen når Gyttegård i overført betydning brænder banen af.
Alle er velkommen
Udgivet af: Ditte
Hold dig opdateret..
Gyttegård Nyhedsbrev