Mens Section – Når golf og kammeratskab går hånd i hånd
3. april 2025
Hver torsdag sæsonen igennem samles mændene i Gyttegård Golf Klubs Mens Section til ugens højdepunkt: turneringsgolf med smil på læben og skarp konkurrence i øjnene. Her handler det ikke kun om slagspil, puts og lige drives – men også om at være en del af et stærkt fællesskab, hvor hygge, godt selskab og golf går hånd i hånd.
Mens Section er et levende bevis på, hvordan golfsporten kan samle og skabe venskaber. Med udgangspunkt i kammeratligt samvær, spilles der golf på tværs af alder, og i to rækker: A og B.
Pointjagten til Order of Merit
Hver uge kæmpes der om vigtige point til årets Order of Merit – den ‘prestigefulde’ rangliste, hvor stabilt spil gennem sæsonen belønnes. Men det er ikke kun samlet score der tæller: Der uddeles præmier til dagens skarpeste putter, og årets absolut mest præcise med putteren bliver hædret, når sæsonen rundes af.
Samtidig dystes der også om titlen som den med bolden tættest på flaget på klubbens par 3-huller – og på hul 9 gælder det om at være tættest i to slag. Der er altså nok at kæmpe for, men altid med plads til et skulderklap og et grin i flighten.
2024 vindere: Skarphed, stabilitet og stil
I A-rækken blev Svend Kamp en sikker vinder med 100 point – en præstation der vidner om stabilt spil og kølig præcision gennem hele sæsonen.
I B-rækken var det Holger Steen Marcussen der satte sig tungt på toppen – med hele 146 point og intet mindre end 5 førstepladser, en andenplads og 6 tredjepladser. En imponerende sæson, hvor han gang på gang viste, at stabilitet er nøglen til succes.
Mere end bare turneringer
Mens Section handler dog om meget mere end point og præmier. I løbet af sæsonen arrangeres der sommerudflugter – både i Danmark og i udlandet – samt matcher mod venskabsklubber, Ruder Cup, Østjysk Mesterskab og den traditionsrige dyst mod Ladies Section i juli.
Og uanset om man handicap 36 eller er en rutineret golfspiller, er der plads til alle – også i MS Old Boys, hvor man kan være med fra man fylder 50.
Vil du være med?
Hvis du som mandligt medlem af Gyttegård Golf Klub er fyldt 18 og har et handicap 36 eller lavere, så er dørene åbne. Du skal faktisk bare møde op og henvende dig på matchkontoret. Du kan også tilmelde dig din første turnering via Golfbox.
Hold dig opdateret..
Gyttegård Nyhedsbrev