Hvad får greenkeeperne tiden til at gå med om vinteren?

28. januar 2026

Vinterperioden bliver udnyttet fuldt ud til at klargøre banen og skabe de bedst mulige forudsætninger for den kommende sæson. Vinteren startede med etablering af vintergreens, som løbende er blevet klippet, rullet og topdresset for at gøre dem så jævne og tydelige som muligt.

Samtidig er der blevet brugt meget tid på sommergreens i perioden efter væksten stoppede og inden frosten satte ind. Her er der dagligt blevet rullet dug, udbragt mikronæring hver anden uge samt kørt et lag sand på greens. Alt sammen for at reducere svampetryk og give greens et stærkt udgangspunkt til foråret.

Alt løst baneudstyr som river og boldvaskere er blevet samlet ind og gennemgået, så det er klar til næste sæson. Sommerfuglene er taget ind, der er lavet vinterteesteder, og de almindelige teesteder er blevet prikket med den store vertidræn og efterfølgende sandet for på sigt at gøre dem mere jævne.

Roughen er blevet yderligere udtyndet for at gøre den mindre tæt næste sæson og dermed lettere at finde bolden. Dette er en proces, der gentages flere gange om året over en længere periode for at opnå den ønskede høje, tynde rough.

Derudover er der udført omfattende arbejde med motorsav og buskrydder. Træer og buske er blevet stammet op, vildskud og udgåede træer fjernet, og flere områder er ryddet for at give bedre lys og luft til teesteder og greens. Dette forbedrer græssets vækstbetingelser markant. Hækken ved gårdspladsen er ligeledes klippet ned for bedre udsyn til caféen og bedre overblik fra terrassen.

Vinteren bruges også på maskinparken. Alle maskiner er blevet grundigt rengjort og serviceret med smøring, olieskift, filterskift samt slibning af klippere, så alt er klar til en ny sæson.

Opgaver greenkeeperne arbejder videre med frem mod sæsonstart:

  • Forbedring af stier med stabilgrus og stenmel
  • Oprensning af søerne mellem hul 1 og hul 18
  • Klargøring af bunkers med skæring af kanter og omfordeling af sand
  • Tromling og afretning af teesteder
  • Vertidræn, tromling og topdressing af fairways
  • Vertidræn, rulning og topdressing af greens med både groft og fint sand

Alt arbejdet udføres med fokus på at sikre en sund bane og gode spilleforhold, når sæsonen starter igen.

 

 

 

Udgivet af: Jesper H. Petersen

Flere nyheder

Gyttegård Golf Klub